P / prae-fulgĕo
verb intransitive

prae-fulgĕo

2nd PP prae-fulgēre · 3rd PP prae-fulgsi · conj. 2nd
to beam; shine forth; to shine greatly
to beam or shine forth, to shine greatly, to glitter before or in front of (rare before the Aug. per.).
Lit.: nitor smaragdi collo praefulget tuo (sc. pavonis), Phaedr. 3, 18, 7: equus praefulgens unguibus aureis, Verg. A. 8, 553: equitatus phaleris praefulgens, Gell. 5, 5, 3.—
shine; glitter too much figuratively
Trop.: ne splendore praefulgeant, shine or glitter too much, Auct. Her. 3, 19, 32: militarium (rerum) praefulgent nomina, Vell. 1, 14, 1: praefulgebant Cassius atque Brutus, Tac. A. 3, 76: Poppaeus Sabinus consulari decore praefulgens, id. ib. 13, 45: enituit et praefulsit decori et honesti dignitas, Gell. 12, 5, 7.